Hotel, Restaurant, Bar og Konditori BIGIO

Der findes flottere og mere fancy hoteller end Bigio, men jeg elsker charmen, roen, traditionerne, udsigtigen og den fantastiske mad. Det er den samme familie, der har haft stedet i flere årtier - de blev først kendt for deres skønne kager, og nu også maden, som svigersønnen, Pier, har fået op i en anden klasse. Kreativt og traditionelt på samme tid - med de bedste råvarer fra lokalområdet. Francesca er hans kone - hun snakker fint engelsk og er vores kontakt med ansvar for hotel og restaurant.

Vi skal bo på de klassiske værelser med gule vægge og gamle, smukke træsenge. Der er også skrivebord, stol og wifi, hvis du ønsker at arbejde på værelset - og ellers kan du nyde vejret på altanen mod gården og haven. Alle har eget toilet og bad. Jeg stiller en lille overraskelse til jer alle på værelserne.

Morgenmaden er italiensk - og de er lidt mere simple end os danskere ved dette måltid. Der kaffe/te, juice, små yoghurt, brød, smør, ost, marmelade, kager og croissanter.

Frokosten er til gengæld større end vores. Der er primi piatti (gerne en pasta eller en risotto) og secondo (hovedret - fisk, kød eller ost med grøntsager) - og til sidst en kaffe. Der er vand, danskvand og lokal vin til måltidet.

En aperitivo er sjældent blot en drink - men gerne snacks og små hapsere af forskellig art. Nogle gange kan det være et måltid i sig selv. Det skal vi også have nogle dage.

Aftensmaden er som frokosten (dog aldrig det samme) og så med en dessert oveni (is, små kager, tiramisu eller andet). Også her er der vand, danskvand og lokal vin ad libitum.

Hvis man ønsker noget ekstra i løbet af dagen, har baren meget rimelige priser - noget lavere end de danske.

Restauranten tager gerne hensyn til allergener og specielle diæter. Du bedes fortælle herom i bestillingen.